-
Biotekboss for dansk selskab advarer mod USAs frygt for Kina – ser kæmpe potentiale
Source: BDK Finans / 14 May 2024 09:13:24 America/Chicago
Vestlige medicinalvirksomheder må ikke ignorere det innovative, kinesiske marked. Sådan lyder budskabet fra Jan van de Winkel, som er topchef for det danske C25-selskab Genmab, som har en markedsværdi på 132 milliarder kroner. Det skriver Financial Times. Kinesiske biotekvirksomheder »vokser nemlig meget, meget hastigt med en regering i ryggen, der har indledt massive investeringer i området«, siger Jan van de Winkel til mediet. Udmeldingen kommer i kølvandet på et udkast til amerikansk lovgivning ved navn Biosecure Act, som vil forbyde amerikanske virksomheder, der modtager føderale tilskud, at samarbejde med flere kinesiske biotekvirksomheder på grund af nationale sikkerhedsbekymringer. Der er blandt andet tale om kinesiske WuXi AppTec og dets søsterselskab WuXi Biologics, som producerer farmaceutiske ingredienser for hundreder af amerikanske og europæiske medicinalfirmaer. Topchef: »Jeg synes ikke, der er noget at være bange for« I sidste måned opkøbte Genmab det amerikansk-kinesiske selskab ProfoundBio. Købesummen lød på 1,8 milliarder dollar svarende til omkring 12 milliarder kroner. Opkøbet markerer et ambitionsskifte for Genmab. ProfoundBio har nemlig meget fokus på ADC-midlet Rina-S, som har til formål at behandle kræft i æggestokkene. ADC står for anti drug conjugate og er en teknologi, hvor man kobler et giftstof mod kræft på et antistof. Hvis alt går vel, kan ADC-midler på den måde få adgang til den enkelte kræftcelle og dræbe den med sit giftstof. Markedet for ADC-midler er stadig nyt, og for ProfoundBios Rina-S er der stadig et stykke vej, inden det kan blive godkendt til apotekernes hylder. Jan van de Winkel besøgte for nylig ProfoundBio og sagde: »Det er som en ny industriel revolution inden for biotek og biovidenskab. Alle de store virksomheder er der, og jeg synes ikke, der er noget at være bange for,« med henvisning til det kinesiske marked. Men alligevel har Genmab flyttet en del af patenterne fra Kina til andre leverandører i erkendelse af den politiske virkelighed. USAs præsident Biden annoncerede tirsdag en ny runde straftold på kinesiske varer for 18 milliarder dollar, og selvom lægemidler ikke var omfattet denne gang, så kan de blive det i fremtiden. Aktie på rutsjetur Genmab er ikke de eneste, der har været ude med pengepungen på det kinesiske marked. AstraZeneca meddelte i december, at de ville købe kinesiske Gracell Biotechnologies for 1,2 milliarder dollar svarende til cirka otte milliarder kroner. Opkøbet vil tilføje flere eksperimentelle terapier til AstraZenecas portefølje. Blandt andet Gracells CAR-T-celleterapi, der fungerer ved at udrykke sygdomsbekæmpende hvide blodlegemer, kendt som T-celler, fra en patient, omkonstruere dem til at angribe kræft og indføre dem i kroppen igen. Efter Genmaps opkøb 3. april var aktien på noget af en rutsjetur, men den har dog rettet sig og nærmer sig niveauet fra begyndelsen af april. https://www.berlingske.dk/oekonomi/biotekboss-for-dansk-selskab-advarer-mod-usas-frygt-for-kina-ser-kaempe